Et kort uddrag af romanen med arbejdstitlen "Visbylille"
Brian, Lasse og jeg. Vi tre, vi holdt sammen. Til at starte med skyldtes det nok først og fremmest, at der ikke var så forfærdelig mange venner at vælge imellem i vores lille by, der trods den begrænsede befolkning, alligevel var delt op i flere sociale lag. Det siger næsten sig selv, at Brian, Lasse og jeg hørte til nede i bunden.
Brians far ejede det lokale autoværksted og burde vel, i sagens natur og som selvstændigt erhvervsdrivende, høre til i et af de øvre sociale lag i byen, men det gjorde han ikke. Dertil var hans værksted alt for lille og hans ydre alt for olieindsmurt. Det var bare ikke særlig fint at være automekaniker. Brians mor, der i tidernes morgen havde været købmandsdatter, mente selv, at hun var en fin dame, og hun forsøgte krampagtigt at bevise over for sig selv og alle andre, at hun var noget. Det faldt dog gang på gang til jorden, værst dengang hun havde overtalt Brians far til at købe byens maskinstation, og han i løbet af bare et år fik kørt den blomstrende forretning helt i sænk. Efter den historie, der i øvrigt ikke melder noget om, hvor pengene til at købe maskinstationen kom fra til at starte med, resignerede Brians mor og blev en bitter mokke, hvis største og eneste fornøjelse gik ud på at gøre livet så surt for Brians far som muligt. Det siger sig selv, at Brian ikke var noget glad barn. Det gik heller ikke særlig godt i skolen. Han blev mobbet, fik dårlige karakterer, og han lavede en masse larm og ballade. Lasse og jeg syntes, han var en fandens karl.
Lasse hørte heller ikke til én af de heldigste. Hans mor havde forladt ham og hans far, da han var 5-6 år. Hun havde sikkert fået nok af lillebyen, der retteligen hed Visbylille, men som i vores lille trekløver aldrig hed andet end Pisbylille. Lasses far havde slået sig på flasken - eller dvs. jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvad der kom først: Hans drikkeri eller hendes exit. I princippet kunne hun jo godt have forladt dem pga. faderens drikkeri, men han kunne jo også godt være begyndt at drikke, fordi hun skred. Lasse selv var meget lukket på det område. Han hadede sin mor af et ondt hjerte. Det kan jeg godt forstå, for hun kunne vel have taget ham med.
Og så var der mig. Jeg boede alene sammen med min mor, og det havde jeg gjort, siden jeg var to år gammel. Min mor havde givet min far sparket, da han havde sparket hende én gang for meget. Jeg havde ingen erindring om ham og havde aldrig hørt fra ham. Min mor arbejde som kassedame i den lokale Brugs. Det var dengang, der endnu ikke var noget, der hed Super-Brugsen eller Daglig-Brugsen eller hvad det er, det hedder nu om stunder. Dengang hed det bare Brugsen eller Brugsforeningen, hvis det skulle være helt korrekt. Her knoklede hun så 40-45 timer om ugen til en minimal løn, der kun lige gjorde det muligt for os at holde skindet på næsen. Vi boede i en lille lejlighed på 1. salen af byens damefrisørsalon. Selveste damefrisøren boede i villaen ved siden af, og hende opfattede jeg underligt nok, som en af de betydningsfulde personer i byen. Ikke fordi det var særlig fint at stå og rode i andres hår, men fordi hun var vores husvært og altså den, der sikrede os tag over hovedet. Min mor var også altid meget høflig overfor hende, men det var hun nu over for de fleste, selv de gumpetunge gamle fjolser, der altid skulle flirte med hende ved kassebåndet, og for gud ved hvilken gang skulle komme med platte kommentarer om, hvor sjovt det var at handle hos Irma i Brugsen. Min mor hed Irma, forstås.
Brian, Lasse og jeg havde kendt hinanden, siden vi startede i 1. klasse i begyndelsen af 1970’erne. Brian og Lasse kendte hinanden fra børnehaven og havde således et års forspring i deres bekendtskab. Jeg havde aldrig gået i børnehave, jeg havde tilbragt mine første år udenfor hjemmets fire vægge hos fru Mortensen, en sort dagplejemor, som ikke kunne fordrage børn, men til gengæld var billig. Min tid hos hende gik derfor mest med at tusse rundt i hendes have, hvor der både var store buske og et legehus, man kunne gemme sig i. Således lykkedes det mig at undgå fru Mortensen i ganske vid udstrækning, hvilket passede både hende og mig fint. Men tilbage til vores skoletid. Som de nederste i klassens hierarki var vi det oplagte mål for mobning. Det sammentømrede blot vores lille trekløver endnu mere, og vi stod last og brast om hinanden og hang sammen som ærtehalm. Det værste var gymnastiktimerne, hvor drengene og pigerne ikke var sammen. Så var jeg pinedød nødt til at være alene med de andre tøser i klassen. Gymnastiktimerne var således en uudtømmelig kilde til massiv angst og mavekramper, og det var ikke uden grund, for ofte kom jeg ud fra timen med blå mærker på benene og ondt i hovedet, sidstnævnte enten pga. at jeg var blevet hevet i håret eller pga. alle de bolde, der var blevet tyret i hovedet på mig. Jeg hadede de gymnastiktimer, og jeg hadede de tøser i klassen. Louise var overhovedet for pigerne i klassen, og hvor har jeg drømt om at give hende en på kassen tit. Det var bare en ret umulig drøm. Ikke alene var hendes mor lærer på skolen, hvilket i sig selv gjorde hende urørlig, men hun tilhørte også, i sin egenskab af lærerbarn, eliten i Visbylille. Der var kort sagt ikke andet at gøre end at dukke sig. Brian og Lasse havde det lidt nemmere. De kunne trods alt være sammen altid.
Dertil kom, at Brian var lidt af en slagsbror, og han har mere end én gang givet nogen af klassens drenge en ordentlig omgang tæv, selv om det resulterede i bortvisning fra skolen i flere uger og en del røde striber på bagpartiet forårsaget af hans far. Det var dog lige ved at ende med en opdragelsesanstalt, da han bankede Torben, lederen af drengene i klassen. Han var søn af Helgesen, handelsstandsforeningens formand. En handelsstandsforening der gennem årerne talte færre og færre medlemmer efterhånden, som butiksdøden bredte sig til Visbylille. Det tog nu hverken pippet fra Torben eller hans far, der førte sig frem som lillebyens ukronede konger. Brian kunne takke sin mor for, at det ikke blev til noget med en anbringelse på en såkaldt opdragelsesanstalt, for hun overtalte Torbens far til at lade det gå i glemmebogen. Hvordan hun gjorde det, er der ingen, der ved, men jeg kan da godt komme med et gæt, hvis det skal være. Nå, men Brian fik efterhånden op gennem skoleårene tævet sig til en del respekt, en respekt som både Lasse og jeg nød godt af. I hvert fald holdt den fysiske mobning op omkring 7. klasse og afløstes af en fuldstændig ignorering af vores tilstedeværelse i klassen og skolen som sådan. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der var værst.
Nu skal det siges, at vi ikke var ene om at være udstødte. Der var flere andre. Bl.a. var der Ole, kloakmesterens søn, der, nærmest ifølge en naturlov, var dømt til social undergang alene i kraft af hans fars erhverv. Det samme gjaldt Frederikke, der var kromadammens datter, og som oven i købet var udstyret med et, for den tid, højst uheldigt navn. Så var der selvfølgelig ungerne fra oplandet, for der var rent faktisk et opland, selv om jeg indtil flere gange har haft den mistanke, at byen kun eksisterede i en form for twilight zone, og at man, så snart man bevægede sig uden for byskiltet, ville træde ud i den virkelige verden. Det var sikkert også den synsvinkel, som ungerne fra oplandet indtog. I hvert fald var det som om, de kom fra en helt anden verden med et helt andet sprog og en helt anden omgangsform. De bevægede sig ind på skolens område hver morgen, som aliens fra en fremmed planet, meget forsigtigt og vagtsomt. De holdt sig for sig selv, og dagen igennem observerede de os Visbylillebyboere på afstand med undrende blikke, som interplanetariske videnskabsmænd ville observere fremmede livsformer, og om eftermiddagen, direkte efter skoletid, forlod de byen igen under dæmpet tale og indforstået rysten på hovederne.
Eftermiddagene tilbragte vi mest med at gå og hænge i byen. Vi kunne ikke være hos mig, for damefrisøren havde kunder til kl. halv seks, og så kunne vi hverken høre musik eller bare gå på gulvet. Selvom man listede nok så forsigtigt på strømpefødder, knirkede det gamle trægulv nemlig en lille smule, hvilket damefrisøren, der måtte have superører, straks hørte, hvorefter hun bankede på radiatoren nede i salonen – det virkede, i min ringe erfaringsverden, langt mere pinligt overfor kunderne end gulvets knirken, men det syntes hun åbenbart ikke selv. Når min mor en sjælden gang var hjemme, og jeg kom til at knirke med gulvet, så hun strengt på mig og satte pegefingeren for munden, hvorefter hun smilede undskyldende. Jeg tror også, det irriterede hende en hel del, at vi skulle være så stille.
Vi kunne heller ikke være hos Brian, for hans far havde allerede, da vi gik i 4. klasse, givet Brian tjansen som arbejdsdreng i autoværkstedet. En tjans, som Brian gjorde alt for ikke at passe. Han hadede det autoværksted som pesten, og når hans far begyndte at tale om uddannelse til mekaniker, og at han skulle overtage værkstedet, blev de rygende uvenner. Nu var Brian ikke den skarpeste kniv i skuffen, hvilket hans karakterer i skolen jo så tydeligt afslørede, og jeg tror ærlig talt, at han selv var klar over, at han næppe havde evnerne til at blive ret meget andet end sin fars arvtager, og det var nok i virkeligheden det, der gjorde, at han blev så sur. Af og til lykkedes det nu alligevel hans far at få ham kostet i gang på værkstedet, men risikoen for det var trods alt mindre, hvis han holdt sig langt væk hjemmefra, hvilket han så gjorde så meget som muligt.
Vi kunne heller ikke være hos Lasse. Hans far havde ikke noget arbejde og havde, så vidt jeg kunne huske, ikke haft et arbejde i al den tid, jeg havde kendt Lasse. Han lå gerne brak til hen ad ved 5-tiden, og fanden var løs, hvis man kom til at vække ham inden den tid. Man kunne godt risikere at få et par flade, hvis man ikke kom ad vejen i en fart. Det må være sket for Lasse af og til, for han dukkede op i skolen mere end én gang med et blåt øje, som han ikke gav yderligere forklaring på. Nå, men omkring ved 5-tiden stod Lasses far så op og åbnede et par dåser kattemad, som han hældte ud i en stor skål, der stod ude i haven. Han fodrede hele omegnens rend af vilde katte, der var vel en 8-10 stykker, en gestus han aldrig viste sin søn. Lasse måtte selv sørge for sin mad, for efter kattefodringen forsvandt faderen altid ned på kroen, hvorfra han sjældent kom hjem før et godt stykke ud på natten, nogen gange ikke før hen på morgenen, hvis han havde været heldig at score en dame dernede. Lasse fik allerede i 2. klasse øgenavnet Makrellen, et ikke særligt heldigt øgenavn, men ikke desto mindre meget passende og yderst beskrivende for hans fødeindtag. Hans madpakke indeholdt aldrig andet end rugbrødsmadder med makrel, og det var, så vidt vides, det eneste mad han fik, bortset fra spagetti – med en dåse makrel rørt ud i - for det var det eneste, der var råd til, når huslejen og regningen nede fra kroen var betalt. Det var naturligvis lige til en tvangsfjernelse, og jeg har ofte spurgt mig selv, hvorfor der ikke var nogen, der meldte hans far til kommunen. Der var nemlig ikke en eneste i Visbylille, der ikke vidste, hvordan det var fat hjemme hos Lasse. Men det gjorde man bare ikke dengang, man blandede sig ikke i, hvordan børn havde det, altså med mindre at det gik ud over én selv eller éns eget lille pussenussebarn, som i tilfældet med Thomas, hvor Brian nær var røget på opdragelsesanstalt. Når Lasse alligevel overlevede uden de store men efter vanrøgt og generel underernæring, skyldes det nok især min mor, der gang på gang fodrede ham, som den lille skravlede fugleunge, han var. Vi spiste altid ved halv syv tiden, for der var min mor kommet hjem fra butikken og havde lavet aftensmad, og det passede så fint med, at Lasses far var gået på kroen. Så kunne jeg uden videre ballade slæbe Lasse med hjem og spise. Det skete ofte flere gange om ugen.
Sådan gik vores skoletid. Det handlede mest om at overleve mentalt, i Lasses tilfælde også fysisk, men ellers var det i bund og grund ret kedsommeligt. Mest sjovt var det, når vi gik på æblerov i de fine villahaver oppe på bakken, eller når vi, godt gemt bag en busk, fik held med at ramme en af de forhadte skolekammerater i nakken med et par småsten.
