”I dag skal vi tale om angst”, sagde han og kiggede på hende henover brillen.
”Du ser vældig psykiateragtig ud med de dersens briller”, sagde hun.
”Hmm …”. Han tog blokken og kuglepennen fra bordet og gjorde sig klar til at skrive.
”Hvorfor bruger du ikke bare en diktafon ligesom alle andre almindelige mennesker”, sagde hun.
”Angst?” sagde han. Han var lidt irriteret over hendes evige snakken udenom, men sådan var det jo med hans patienter. De snakkede bare udenom, altid.
”Hvad vil du vide om angst?” Spurgte hun.
”Hvad du har lyst til at fortælle.”
”Okay, den alvidende Katinka siger:” begyndte hun, mens hun slog ud med armene.
”Alle mennesker er angste, især hvis de er alene. Og det er alle mennesker jo, uanset hvad de prøver at bilde sig selv ind.” Hun så på ham henover skrivebordet.
”Det starter ved fødslen. I ni måneder ligger vi i vores mors mave og hygger os, dejligt trygge og glade er vi. Der er lunt og dejligt, og verden er god. Pludselig bliver vi presset ud, eller flået op, af vores mors varme mave, ud i skarpt lys og kulde, og som om det ikke var nok, sker der det mest angstfremkaldende et menneske kan komme ud for, et traume, som vi aldrig kommer os over, vi stigmatiseres, det er saksen, der klipper navlestrengen over, det er den, der for evigt grundlægger angsten i vores nervebaner, det er saksens skyld, det hele er saksens skyld.” Hun holdt en pause.
Han kiggede indgående på hende.
”Du kan nok se det, ikke? Det er ikke alene separationsangst, der kommer ud af det, det er en grundlæggende angst, som vi aldrig slipper af med i hele vores menneskeliv.”
”Hmm … Ja, det er jo en interessant synsvinkel,” sagde han.
”Fra det øjeblik er vi skilt ad, vi er alene, og intet kan ændre på det. Vi kan ligge nok så længe hos vores mor og die, vi kan ligge og putte os ind til mor og far og søskende. Vi kan klynge os til hinanden, som vi oftest gør lige fra vores arme kan holde fast i noget, og lige meget hjælper det. Trods alle sociale færdigheder, som vi lærer, alle sociale sammenhænge, som vi indgår i, alle venskaber og partnerskaber igennem livet, lige meget nytter det, vi er og bliver stadig alene. Helt inde i os selv. Alene.”
Han skrev ned. ”Ja?” sagde han så, som om han nu havde fået det hele med.
”Det er en joke, jo ikke? Gud eller nogen har taget pis på os. Pattedyr, ja, det er vi. Vi ligger og hygger os inde i mors mave, så bliver vi tvunget ud, resten af livet lever vi ulykkeligt vidende om, at vi altid vil være alene og aldrig kan ophæve den separation, vi har været ude for. Alligevel prøver vi desperat at finde den samme nærhed igen. Vi er dømt til at være sociale dyr, næh, vi er stigmatiseret til at være sociale dyr. Der må sgu da være nogen, der sidder og slår sig på lårene af grin?” Hun så spørgende på ham.
Han trak på skuldrene.
”Krybdyr har det nemmere … Og fisk. De lægger bare nogle æg, og så skrider de. Ungerne her er aldrig blevet forvent med nærhed. De behøver ikke bruge deres liv og kræfter på at genfinde det tabte rige. Næh, de popper bare ud af æggene og klarer sig selv, og de er ikke engang kede af det. De ved jo ikke, hvad de går glip af. Hvis der er noget om det dér reinkarnation, så håber jeg sgu, at jeg slipper for at blive et pattedyr næste gang, jeg vil hellere være en krokodille eller et firben.”
”Prøv at give mig et eksempel på angst,” sagde han og skubbede brillen op på plads.
Hun sad lidt og tænkte sig om.
”Okay. Jeg er 8 år eller deromkring. Vi bor langt ude på landet. Min mor, der er hjemmegående husmor, min far, der er reparatør og mig. Der er 1½ km. til busstoppestedet, hvor skolebussen holder, min skole ligger 5 km væk. Jeg skal cykle hen til bussen hver morgen, den kører 5 min. over 7. Jeg skal cykle hjemmefra senest 10 min. i 7 for at nå det. Det er vinter, og det er mørkt. Der er 400-500 m til det første hus på vejen og vel det samme til det næste. Der er åbne marker ved siden af vejen og lidt længere væk en lille skov. Det er meget mørkt. Jeg har dynamolygte på, den holder op med at lyse, når jeg cykler meget langsomt, eller når jeg står af. Det bliver jeg nogle gange nød til, for der er en stejl bakke på vejen, og den er svær at komme op af i modvind. Nogle gange slår jeg dynamolygten fra. Så kan jeg ikke se vejen, men til gengæld er der heller ikke nogen, der kan se mig. Jeg ved ikke, hvad der er værst; at nogen kan se mig, eller at nogen ikke kan se mig.”
Han rømmede sig og hævede hånden som for at markere, at han ville sige noget.
Hun tav og så spørgende på ham. ”Vil du sige noget?”
”Ja, det du her fortæller … det er jo nærmest det modsatte, er det ikke? Det er angst for ikke at være alene.”
”Jeg er jo ikke færdig med historien endnu,” hun sukkede og rullede med øjnene. ”Jeg troede ikke, at psykiatere måtte afbryde deres patienter lige, når de er ved at fortælle noget vigtigt, der kan give et udførligt dybdepsykologisk billede af patienten?” Hun lød lettere sarkastisk.
”Det er der vist ingen regler om, men undskyld at jeg afbrød dig. Fortsæt bare.”
Hun sukkede. ”Altså, jeg når ned til busstoppestedet og står og venter. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg håber, bussen ikke kommer, så jeg kan cykle hjem igen. Jeg vil hjem og sige undskyld til min mor. Vi har lige skændtes om noget, jeg kan ikke huske, hvad det var. Måske var det fordi, jeg var for længe om at komme op? Eller var det fordi, jeg var ved at komme for sent ud af døren? Eller var det fordi, der ikke var mere yougurtdrys? Jeg kan ikke huske det. Men vi var uvenner. Jeg kan godt huske, at far skældte mig ud forleden. Han kaldte mig ud i køkkenet, og dér sad mor. Helt forgrædt med røde og hævede øjne og vådt ansigt. Jeg vidste ikke, hvad der var sket. Far sagde, at nu måtte jeg se at opføre mig ordentligt. Mor havde sagt til ham, at nu kunne hun ikke klare det mere. Nu blev hun nødt til at tage alle sine piller på én gang, for nu kunne hun ikke holde mig ud mere. Jeg var så uartig, og så næsvis og svarede igen og opførte mig ikke ordentligt. Det sagde far. Jeg forstod ingenting. Men jeg kunne se på mor, at hun var meget ked af det. - Jeg må være et forfærdeligt barn,- tænkte jeg. - Tænk, at mor vil tage alle sine piller på én gang, fordi jeg er så ond.- Min mor havde mange piller. Jeg vidste godt, hvad der ville ske, hvis hun tog dem alle sammen på én gang. Jeg kunne se, at min far var meget vred på mig. Det kunne jeg godt forstå, for hvis mor virkelig ville dø for at slippe for mig, så måtte jeg være meget ond og uartig. Jeg kunne bare ikke huske, hvad jeg havde gjort. Svarede jeg igen? Gjorde jeg ikke, hvad der blev sagt? Hjalp jeg ikke nok til? Jo, vi skændtes da indimellem, måske protesterede jeg nogle gange over dit og dat, men det var da ikke så meget? Jeg kan se min fars vrede ansigtsudtryk for mig, da bussen ruller op og standser med et lille hvin i bremserne. Busturen tager tre kvarter, for det er et stort skoledistrikt, og mit busstoppested er det første på ruten. Hele turen sidder jeg og tænker på, at jeg skulle have sagt undskyld til mor, inden jeg gik. Jeg håber ikke, der er nogen, der sætter sig ved siden af mig, så jeg bliver nødt til at snakke med dem. Der er én, der sætter sig, men det er en af de store drenge, så jeg behøver ikke snakke. Han fylder det hele, og jeg kryber så langt ind mod bussens rude, som jeg overhovedet kan. Han sidder og råber og dasker til nogle af de andre store drenge, og jeg er utilpas og bange for at få en albue eller en taske i hovedet, men jeg tænker mest på mor. Endelig kommer vi til skolen. Jeg har ondt i maven. Vi skal have dansk, dansk, matematik og kristendom. Timerne snegler sig af sted. For det meste orker jeg ikke at høre efter, jeg prøver virkelig, men mine tanker kredser hele tiden om mor. Jeg bliver ved med at se det for mig: Jeg kommer hjem, og dér ligger mor på køkkengulvet. Hun er helt bleg og trækker ikke vejret, og der ligger nogle piller ved siden af hende og et tomt pilleglas. Jeg begynder at kalde på hende, ryster hendes arm, der er helt slap, og prøver at hive i hende. Men hun bevæger sig ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg løbe hen til genboen og låne telefonen og ringe efter en ambulance? Skal jeg prøve at få hende til at sidde op? Men jeg kan ikke mærke hendes puls. Hun er død. Det er min skyld. Læreren spørger mig om noget, og jeg kigger forskrækket op. Måske er han vant til, at jeg er fraværende, så han kigger blot overbærende på mig og spørger én af de andre, og jeg falder tilbage i den indre film, der kører for mine øjne. Jeg har ondt i maven og ondt i hovedet. I frikvartererne går jeg på toilettet, så jeg slipper for at snakke med nogen. Jeg sniger mig ind, for der er altid nogle af de store piger, der står og snakker. Jeg er bange for, at de skal sige noget til mig. Når det ringer ind, skynder jeg mig ud af den lille bås, vasker mine hænder to gange og løber ned til klassen. Så kører filmen igen. Sådan går hele dagen. Endelig er skoledagen forbi. Turen med bussen hjem tager igen tre kvarter, nu er mit busstoppested det sidste på ruten. Min cykel står og venter på mig, og endelig kan jeg låse den op og cykle hjem. I starten cykler jeg hurtigt, men jo tættere på jeg kommer, jo langsommere går det. Pludselig har jeg slet ikke lyst til at komme hjem. Ved naboens hus står jeg af cyklen. Naboens heste er ude i folden. Jeg har kendt de to heste, siden jeg var helt lille. Førhen gik de i folden ved siden af vores hus, og nogle gange gik jeg ud til dem og kælede med dem, selv om jeg var lille, og det kunne være farligt. Jeg måtte ikke gå ud i folden. Allerede dengang var jeg ond og uartig. Jeg kæler lidt med dem og cykler så hjem. Jeg stiller cyklen i gården og passer på, at den ikke står i vejen, for far skal kunne parkere sin firmabil, når han kommer hjem, og så går jeg hen til døren. Da jeg lægger hånden på håndtaget snører min hals sig sammen, så jeg ikke kan få luft, mit hjerte banker hårdt og hurtigt, mit hoved dunker, min mave kramper sig sammen, filmen med min mor på køkkengulvet ruller forbi øjnene igen, jeg trykker håndtaget ned og skubber forsigtigt døren op. Min hund kommer ikke løbende hen til mig, ligesom den plejer, når jeg kommer hjem. – Mor? – siger jeg, da jeg træder ind i gangen. Der kommer intet svar … Ser du, kære doktor, det er angst.”
